MOLTKES PALÆ

 

MOLTKES PALÆ · BYGNINGEN

I 1680’erne byggede Jørgen Henriksen Gosebuch et imponerende hus på hjørnet af Bredgade og Dronningens Tværgade.

Huset fik nu ikke lov at stå længe. Ti år senere købte Ulrik Frederik Gyldenløve huset, som han dog straks rev ned for at bygge et nyt palæ, efter han i 1699 havde solgt sit langt større palæ på Kongens Nytorv. Kælderhvælvingerne fik dog lov til at blive stående og huser i dag restaurant Premisse.

Byggeriet af det nye palæ stod arkitekt Ernst Brandenburger for. Hovedfløjen vendte ud mod Bredgade og var 9 fag lang med to stokværk over kælderen samt en 3-fags muret midterkvist.

SH-27-01.jpgI det oprindelige byggeri fandtes kun to sidefløje. 5 sydlige fag mod Dronningens Tværgade, mens den nordlige fløj vendte mod gården og en stor have, som strakte sig helt op til området omkring Marmorkirken og bagud mod Store Kongens Gade. Indkørslen var fra Dronningens Tværgade, og fra gården førte en trappe op til indgangsportalen og vestibulen. Plandisponeringen var i barokkens ånd helt regulær med værelserne lagt på begge sider af et længdeskillerum.

Det lille palæ stod færdigt i 1702 og kaldtes i folkemunde for 'Gyldenløves lille Palæ'. På det tidspunkt boede Ulrik Frederik Gyldenløve selv i Hamburg, hvor han døde i 1704. Palæet blev i stedet bolig for hans søn grev Ferdinand Danneskiold-Laurvigen. Ferdinand giftede sig efter sin første kones død med grevinde Ulrikka Eleonore Rewentlow. Grevinden var vant til store forhold, så palæet blev udvidet og moderniseret.

Overlandbygmester J.C. Krieger pyntede facaden med en sandstensdekoration omkring vinduerne. I nederste stokværk fik de konsolbårne segmentfrontoner med løvehoveder, og under vinduerne blev opsat frugtranker, båret af elefantsnabler. Både elefant og løve fandtes i slægtens våbenskjold som et minde om dens kongelige afstamning. Kvisten blev udskiftet med en balustrade, pyntet med fire skulpturer.

SH-44-01.jpgVed køb og mageskifte udvidede greven grunden med den gamle kongelige pommerantshave, og langs Bredgade blev palæet udvidet med en langstrakt bygning i tre etager, hvor midten markeredes af en kuppeldækket pavillon. Bag denne nye bygning, som blandt andet rummede staldene, strakte sig en stor barokhave med springvand, labyrint og 'blomsterbroderier'.

Nederste stokværk blev brugt til den daglige beboelse, men her lå også paradesoveværelser med alkove bag en udskåret balustrade med tre buede indgange. Al skulpturel udsmykning har været forgyldt som en flot kontrast til de røde damaskbetrukne vægge og det hvide stukloft. Førstesalen blev benyttet til repræsentative formål. Salonerne var særlig prægtigt indrettet med gobeliner, faste spejle i udskårne rammer, overdådige stuklofter, malede paneler og kaminer i sandsten. Mange af disse stuklofter er stadig bevaret.

BB-116-01.jpgVed grevens død i 1754 blev palæet overtaget af sønnen F.L. Danneskiold-Laurvigen, og i 1763 blev det af dennes enke solgt til broderen, lensgreve Christian Conrad Danneskiold-Laurvigen.

I 1785 blev palæet og det samlede bygningsanlæg solgt til grosserer Frédéric de Coninck og hans kompagnon etatsråd Niels Lunde Reirsen.

Grossereren indrettede blandt andet den delvis bevarede Dronninggaard Salon i Louis Seize-stil med de store landskabsmalerier og dørstykker fra Dronninggaard, udført af Erik Pauelsen.

I 1788 blev Frédéric de Coninck eneejer af palæet, og han havde store planer om at ombygge den lange fløj mod Bredgade til herberg for tilrejsende og indrette rejsestald i stueetagen. I en nybygning på grunden bagved, skulle der indrettes selskabslokaler til udlejning ved bryllupper, koncerter etc. Planerne blev dog ikke til noget, og i stedet udstykkede han ejendommen.

I slutningen af 1700-tallet blev palæet solgt til konferensråd Constantin Brun, efter det i et par år havde tilhørt enkedronning Juliane Marie, der var blevet hjemløs, efter Christiansborg brændte i 1794.

BB-111-01.jpgI konferensrådens tid blev der ikke foretaget større ændringer på palæet, men en række af salonernes udsmykninger stammer fra hans tid. Blandt andet har Joseph-Jacques Ramée virket som indretningsarkitekt, og G.F. Hetsch moderniserede den øverste 3-fags sal. I nogenlunde samme periode malede Nicolai Abildgaard også de tre dørstykker i Abildgaard Salonen.

Den efterfølgende ejer, murermester J. Heinrich Lütthans, foretog heller ikke de store ændringer, men fortsatte i stedet udstykningen. Derimod blev der igen bygget om og til, da lensgreve A.W. Moltke overtog palæet i 1852.

BB-116-02-02.jpgI 1877-78 blev blandt andet sidefløjen mod Dronningens Tværgade forlænget med 7 fag, som blev kopieret efter det oprindelige palæ. I øverste stokværk blev der indrettet en sal til Moltke-familiens store malerisamling.

I 1930 købte Haandværkerforeningen palæet, og arkitekt Gotfred Tvede kom til at stå for en omfattende om- og tilbygning af palæet.

Den nordlige sidefløj mod gården blev forlænget, således at den kunne rumme en ny, stor festsal, som blev udformet i barokstil med svagt hvælvet loft, hvis stukkatur blev udført af billedhuggerne Thomas Hansen og Den lille Havfrues skaber, Edvard Eriksen. Moltke-familiens malerisamling var blevet solgt, inden palæet skiftede hænder, og den tidligere malerisal fik forsænket loftet, og kendes i dag som Den Gyldne Sal.

Kilder:
Sys Hartmann: 50 palæer og landsteder
Bo Bramsen og Palle Fogtdal: København før og nu – og aldrig

Moltkes Palæ · Dronningens Tværgade 2 · 1302 København K

Telefon 33148066 · info@moltkes.com