MOLTKES PALÆ


  

MOLTKES PALÆ · BEBOERNE

Ulrik Frederik Gyldenløve, Frederik d. 3’s søn med Margrete Pape, var blandt andet statholder (stedfortræder) i Norge gennem 35 år, og han byggede i 1672 et stort fornemt palæ på Kongens Nytorv. I 1699 solgte han dette imponerende hus til enkedronning Charlotte Amalie, efter hvem det fik navnet Charlottenborg.

Gyldenløve havde et par år forinden købt grunden på hjørnet af Bredgade og Dronningensgade, nuværende Dronningens Tværgade og ligeledes en række af de tilstødende grunde. Alle bygningerne blev revet ned, men Gyldenløves bygmester Ernst Brandenburger fandt, at kældrene var så stærke og smukke, at de skulle bevares som fundament. Det er de kældre, der i dag er restaurant Premisse.

Ulrik Frederik GyldenløveDet er tvivlsomt, om Gyldenløve overhovedet har boet i sit ’lille palæ’. Efter halvbroderen, Christian V’s død i 1699 tilbragte han sine sidste år i Hamburg, og det blev sønnen Ferdinand Danneskiold-Laurvigen, som indrettede det nye fornemme hus, der havde 9 fag mod Bredgade og 5 fag mod Dronningens Tværgade.

Danneskiold-Laurvigen anlagde en meget stor frugthave på grunden, der dengang dækkede et areal, afgrænset af Store Kongensgade og Frederiksgade. I det fjerneste hjørne af grunden var der desuden et jernværk, hvor man forarbejdede malmen fra familiens miner i Laurvigen – nu Larvik.

Ferdinand Danneskiold-Laurvigen overtog således palæet efter sin far, men da han døde på et felttog, blev hans søn Conrad, der var viceadmiral, ny ejer. Han var en ret vidtløftig herre, der blandt andet oprettede landets første privatteater i sit palæ, hvor 20 fornemme damer og herrer forlystede sig med franske lystspil.

Det var denne interesse for teaterlivet, som udløste en større skandale i det Danneskiold-Laurvigenske palæ.

Ferdinand Danneskjold-LaurvigenConrad var blevet varm på den unge skuespillerinde ved Det Kongelige Teater, Mette Marie Rose. Mulighederne for stævnemøder var begrænsede, fordi pigens far nidkært vogtede datterens dyd.

Men faderen satte pris på et lille glas, og den 11. marts 1765 kom han i selskab med et par af Conrads officerskammerater, som ganske enkelt drak den gamle skuespiller under bordet. Imens rullede Conrads karet op ved teatrets bagindgang, og den unge Mette Marie blev med eller mod sin vilje kørt til palæet.

Næste morgen forstod faderen, at han var blevet overlistet, og han klagede sin nød. Først til byens politiassessor, som imidlertid ikke fandt grund til at gribe ind, og derefter til kongen.

Frederik V var selv en livsnyder, både når det gjaldt bordets glæder og kvinder. Han fandt historien pikant og indkaldte et par dage senere Conrad til taffel på Christiansborg for at få nærmere detaljer, men greven nægtede at kende noget til den historie. Dagen efter blev kongen imidlertid overbevist om, at Mette Marie virkelig befandt sig i det Danneskiold-Laurvigenske palæ, og han lod sin garde omringe huset, hvorefter Mette Marie kom ud. Ifølge garderkommandørens beretning ’tårevædet, men uskadt’.

Kongen var rasende. Ikke så meget på grund af selve ’bortførelsen’, men fordi Conrad havde løjet for ham, og han blev derfor idømt en bod på 10.000 rigsdaler, der skulle gå til et gudeligt formål, og endvidere skulle Mette Marie Rose have 200 rigsdaler om året i ’reparationsomkostninger’. Endelig blev Conrad forvist til Norge, og palæet var i en periode udlejet til den franske chargé d’affaires.

Frederic de ConinckI 1783 blev palæet købt af etatsråd Frédéric de Coninck, som sammen med sin kompagnon, Niels Lunde Reiersen, havde skabt et handelsimperium med blandt andet 70 skibe i søen. Frédéric de Coninck havde tjent en betydelig formue og ejede tillige Dronninggård ved Furesøen. Kunstmaleren Erik Pauelsen blev engageret til at udsmykke den salon, som i dag hedder Dronninggaard Salonen. Salonen har to smukke vægfelter og tre dørstykker samt udsigt og partier fra den stemningshave, Frédéric de Coninck havde anlagt omkring gården ved Furesøen.

Da Christiansborg brændte i 1794, måtte kongefamilien flytte, og enkedronning Juliane Marie købte Frédéric de Conincks palæ og flyttede ind. Opholdet blev dog kort, for hun døde allerede i 1796 under et sommerophold på Fredensborg. Mens hun opholdt sig på Moltkes Palæ, var den Grønne Salon hendes foretrukne opholdssted.

Frederikke BrunEjendommen blev omdøbt til det Brun’ske Palæ, da storkøbmanden Constantin Brun og hans hustru Frederikke flyttede ind. Frederikke Brun var født i Tyskland, men kom til Danmark som lille, da hendes far blev præst ved Skt. Petri, den tyske menighed i København. Barndomshjemmet var centrum for det tyske åndsliv i hovedstaden. I årene 1800-1810 rejste hun rundt i Europa og stiftede venskab med tidens førende kulturpersonligheder, som Goethe, Mme Stäel-Holberg, brødrene Humbolt og Angelica Kauffmann.

Palæet i Bredgade og sommerresidensen Sophienholm ved Frederiksdal blev et samlingssted for datidens kunstnere. Baggesen, Oehlenschläger, J.L. Heiberg, Weyse, Ingemann, Kamma Rahbek og Thorvaldsen hørte til husets faste gæster. Frederikke Brun konverserede livligt på tysk, italiensk, fransk og engelsk. Frederikke Brun blev berømmet for sin godmodige karaktér og humoristiske sans, og hun tog vennernes ofte grovkornede løjer med godt humør.

Da ægteparret Brun døde med få måneders mellemrum i 1836, blev palæet købt af Heinrich Lütthans, som også var oberstløjtnant i Borgervæbningen. Han var yderst borgerlig, men kredsen af kunstnere kom fortsat i palæet. Familiens Lütthans kunne ikke byde på sprudlende konversation og franske raffinementer, men fruens solide danske køkken var højt værdsat, blandt andet af Thorvaldsen. For unge studenter fra Regensen havde huset en særlig tiltrækning, nemlig familiens fem kønne døtre. Blandt de faste gæster hos Lütthans var digteren Christian Winther, som efter mange forviklinger blev gift med den ældste datter Julie.

 

A.W. MoltkeMoltke-familien, som havde manglet en passende bolig, siden de havde overladt deres palæ på Amalienborg til kongehuset, overtog palæet efter Heinrich Lütthans og gav bygningen det navn, den har i dag. A.W. Moltke var regeringschef fra 1848 til 1852 og kongevalgt medlem af Landstinget. Når høsten var i hus på Bregentved og familiens andre landejendomme, flyttede Moltke med hele sin husholdning til København. I 1877 påbegyndtes en udvidelse af palæet, således at Dronningens Tværgade-fløjen blev forlænget med 7 fag. I øverste stokværk blev der indrettet en ovenlyssal til den meget værdifulde malerisamling, der samtidig blev offentlig tilgængelig. Moltkes galleri er det lokale, der i dag kendes som Den Gyldne Sal.

Tiderne skiftede. Nye regeringer kom til, og de følgende generationer af Moltke-slægten var ikke specielt politisk interesseret. Behovet for en bolig i København var ikke særlig stor mere. I bil kunne greven komme fra Bregentved til hovedstaden på mindre end to timer, en rejse, der tidligere varede to dage med hesteforspand. Og via telefonen kunne man hurtigt afslutte mindre forretninger. I slutningen af 1920’erne satte Moltke-familien palæet var til salg, men greven ville dog ikke sælge til hvem som helst. Haandværkerforeningen i Kjøbenhavn var en passende køber, og i 1929 gik foreningens bestyrelse i forhandlinger med greven. Det resulterede i, at Haandværkerforeningen overtog Moltkes Palæ i slutningen af 1930 og året efter tillige naboejendommen Bredgade 41.

Haandværkerforeningen gik i gang med den foreløbig sidste udvidelse af det gamle palæ, en ny fløj, der rummer Den Store Festsal.

Siden Haandværkerforeningen købte Moltkes Palæ, har den gamle bygning været rammen om betydningsfulde møder og festlige begivenheder og er blevet besøgt af berømtheder fra ind- og udland, blandt andre H.M. Dronning Margrethe, skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller, billedhuggeren Robert Jacobsen, keramikeren Bjørn Wiinblad, digteren og filosoffen Piet Hein, pianisten og skuespilleren Victor Borge og flere andre.
 
 

Moltkes Palæ · Dronningens Tværgade 2 · 1302 København K

Telefon 33 14 80 66 · Telefax 33 15 91 06